Tale af Venstres politiske ordfører Jan E. Jørgensen – budget 2018 – Frederiksberg

Jeg har godt nok kun været medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse i sådan cirka 20 år – men i DEN tid, synes jeg, at der har været et godt samarbejde her i kommunalbestyrelsen – ikke mindst med Det Radikale Venstre. Partiets politikere har jeg personligt haft det godt med – både Pernille Høxbro, Morten Jung, Karsten Lauridsen – og bestemt også Lone Loklindt, som nedlagde sit mandat for 6 år siden, fordi hun hellere ville være medlem af Folketinget.

Det samarbejde vil jeg gerne sige tak for. Nu er det åbenbart fortid og historie, for Radikale Venstre har meldt ud, at man skifter side og går i Valgforbund med venstre side i byrådssalen. Det ærgrer jeg mig over, og det er meget overraskende, at Radikale Venstre er nået til den ret absurde konklusion, at samarbejdet åbenbart har været dårligt – og at der angiveligt er blevet ført blokpolitik.

Det kan jeg slet ikke genkende. Det er en karikatur. I Jan E.’s ordbog er Blokpolitik defineret som en blok af partier, der – ofte med et meget snævert flertal – bare laver politik med sig selv, uden at oppositionen får lov til at sidde med ved forhandlingsbordet.

Sådan har det ikke været her på Frederiksberg. Alle er blevet inviteret med til alt. Der er senest indgået budgetforlig med 16 mandater i ryggen – ud af 25. Jeg er helt med på, at en sænkning af grundskylden ikke står øverst på den radikale ønskeseddel – ja det står der vel i virkeligheden slet ikke – men det er en kamel, som De Radikale har slugt for til gengæld at få indflydelse på, hvordan de skattekroner, der trods alt bliver opkrævet, er blevet brugt. Sådan har Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten ikke set på det. De har det med skattelettelser som Indre Mission har det med dans og kortspil. Den slags vil man ikke besudles med, og derfor har de stået fromt på sidelinjen med foldede og helt rene hænder. Dem om det – men helt ærligt. Er det særlig demokratisk, at et mindretal skal kunne nedlægge veto over for et flertal, der er gået til valg på at sætte grundskylden ned – og som har fået stemmerne til at gøre det? Nej vel. Problemet er således ikke blokpolitik, men et mindretal, der ikke kan forstå og vil acceptere, at et flertal gerne vil gennemføre sine vigtigste mærkesager.

Og når De Radikale har været modstandere af en sænkning af grundskylden, så har det jo været fordi, de hellere ville sænke personskatterne. Det bliver spændende at se, hvordan den nye venstrefløj vil finde fælles fodslag mellem de venstreorienterede partier, der vil have skatten i vejret – og så De Radikale, der ikke vil. Eller vil de?

Vi har opnået gode resultater sammen – ikke mindst på de områder, som jeg ved, betyder meget for Radikale. Det er områder, hvor der ikke er den store forskel på Venstre og Radikale her på Frederiksberg. Vi vil gerne fremme cyklisme og kollektiv trafik – og derfor investerer vi i cykelstier og metro. Det bliver Venstre ved med at presse på for – med eller uden De Radikale. Vi ser frem til cykelsti på Frederiksberg Allé, Howitzvej og Platanvej. Og så arbejder vi videre på ønsket om meget mere metro, som forhåbentlig ender i en række nye metrostationer fra Ny Ellebjerg og op gennem kommunen langs Fasanvej.
Venstre og Radikale ser ret ens på udviklingen af vores by – vi er åbne for ny, spændende arkitektur, og hr. Karsten Lauridsen og jeg har ofte stået sammen skulder ved skulder i By- og Miljøudvalget mod gammeldags og konservative kræfter – og her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Enhedslisten. Dette arbejde vil Venstre også fortsætte – med eller uden De Radikale – og vi lægger derfor vægt på, at der i budgettet bliver sat penge af til at sikre en fornuftig udvikling af hospitalsgrunden, ligesom vi vil sikre, at Frederiksberg bliver Danmarks iværksætterby nr. 1.

Vores to partier har også stået sammen om at sikre, at Frederiksberg er en grøn by. Og her tænker jeg ikke på farven på vores bænke og blinklys. Frederiksberg er i front med klimasikring, CO2 begrænsning, el-biler, bycykler og grønne tage – og så naturligvis en by, der prioriteter cykler og kollektiv trafik.

På det kulturelle område har der såmænd også være fælles fodslag. I Venstre har vi måske været lidt mere fokuserede på indholdet end på at få bygget nye kulturhuse, men vi er begejstrede over, at det er lykkedes at få bygget en ny svømmehal som et kombineret privat og offentligt projekt. Den vej skal vi gå videre af – og så skal vi være åbne for private initiativer, der ønsker at bruge byens rum, parker og veje til kulturelle oplevelser. Vi sætter grænsen ved Distortion, som passer bedre ind i vores omegnskommune end hos os, men ellers er vi meget åbne over for nye initiativer.

Et spørgsmål, hvor vi ser lidt forskelligt på det i henholdsvis det almindelige Venstre og det radikale Venstre er spørgsmålet om integration og udlændinge. Men uenigheden går jo mest på, hvor mange flygtninge Danmark skal tage imod. Vi er enige i, at de flygtninge, der kommer, skal integreres ordentligt. De skal ud på arbejdsmarkedet, og de skal ikke behandles som kommunale klienter. Det er unge mennesker, der har udvist handlekraft og initiativ, og som har kæmpet sig hele vejen til Danmark – så skal vi ikke behandle dem som ressourcesvage stakler, der intet kan, i det øjeblik de krydser grænsen ved Kruså. I hvert fald ikke dem alle sammen. Også her skal vi være ansvarlige med brugen af skattekronerne – selvom vi får statsrefusion, så er det stadig borgernes penge. Her vil Venstre være borgernes vagthund – og vi gør de unge en bjørnetjeneste ved at pakke dem ind i vat og pædagoger.

De problemer, vi har, skal håndteres. Her tænker jeg først og fremmest på den radikalisering, som vi ser mere og mere af. Altså ægte radikalisering, hvor unge lader sig lokke til Syrien for at kæmpe side om side med Islamisk stat – eller bliver lokket med i diverse bander. Det ser vi desværre også eksempler på her på det ellers så fredelige Frederiksberg. Mordforsøget på Lars Hedegaard fandt sted på Frederiksberg. Der er Frederiksbergborgere i Syrien. Og der har været skyderier og likvideringer på Frederiksberg. Det er derfor vigtigt, at vi tager hånd om de unge, som er på vej ud af et uheldigt spor, inden det er for sent. Venstre foreslår derfor et markant løft til hele SSP området og andre forebyggende foranstaltninger.

Når vi taler om børn, så har jeg svært ved at forstå den nye radikale spidskandidats utilfredshed. Tværtimod så har vi meget populære skoler og daginstitutioner, og jeg kan i hvert fald ikke se nogen som helst grund til at kopiere Københavnerne. Heller ikke på dette område. På et enkelt punkt har vi dog et problem. København giver nemlig højere lønninger til deres lærere, end vi giver til vores. Det må vi få rettet op på – dels har væres lærere fortjent det, og dels er det nødvendigt, hvis vi fortsat skal kunne rekruttere de dygtigste lærere.

På parkeringsområdet kan der måske være lidt uoverensstemmelser, men ikke det helt store. Venstre ser absolut ingen grund til at opkræve mere i parkeringslicens end absolut nødvendigt. Vi sætter stor pris på, at turister og kunder kan parkere gratis i to timer. Og vi skal anlægge flere nye parkeringspladser – ikke nedlægge de gamle. Vi har fået foretaget en parkeringsanalyse – i øvrigt på mit initiativ – som viser et potentiale på hele 1.600 parkeringspladser i gadeplan. Nu skal vi have dem etableret – og det koster penge.

Nu er der måske dem, der vil mene, at Det Radikale Venstre også kan få opfyldt sine ønsker ved i stedet for at samarbejde med venstrefløjen. Det kan være rigtigt på enkelte af områderne. Men det vil ikke kunne lade sig gøre uden at kompromittere den økonomisk ansvarlige linje, som Radikale Venstre har stået for i alle de 20 år, jeg har kendt dem. En sund økonomi i en sund kommune, hvor vi flittigt bruger udlicitering og gode indkøbsaftaler for at få de kommunale kroner til at række lidt længere.
Venstrefløjen kæmper imod udlicitering med næb og kløer. Det gør vi ikke. Vi kæmper faktisk for mere. Ikke fordi privat nødvendigvis er bedre end kommunalt – men fordi vi skylder borgerne at sikre dem de bedste priser. Når man forvalter andres penge, så har man en moralsk pligt til at sikre, at pengene bliver brugt fornuftigt.

Og her er der – desværre – stadig meget at komme efter. Forvaltningens udliciteringsplan er alt for uambitiøs. Det ene område er så småt, at forvaltningen ikke kan anbefale at man spørger om prisen – altså konkurrenceudsætter. Det andet område er for stort. Nogle områder er der for få erfaringer med fra andre kommuner. Andre områder er der dårlige erfaringer med fra andre kommuner – og der er ingen tro på, at Frederiksberg kunne få succes på områder, hvor andre har fejlet. På nogle områder frarådes en udlicitering, fordi en besparelse ligger uden for servicerammen. Man glemmer fuldstændigt, at alle kommunens penge er skattekroner, hvad enten de er en del af den budgettekniske serviceramme eller ej. Det er faktisk lidt rystende læsning. Og derfor er vores sidste forslag her i aften, at vi udliciterer kommunens afdeling for indkøb og udlicitering – så vi får friske øjne til at se på området.

Og så lad mig lige udrydde en misforståelse om konkurrenceudsættelse. Konkurrenceudsættelse betyder, at man spørger om prisen, og hvis kommunen kan levere den skarpeste pris, så er det fint med os, at kommunen fortsat løser opgaven. Det handler om at få mere for pengene – få det offentlige til at køre lidt længere på literen, men ikke om at private pine død skal løse alle opgaver. Og så kan udlicitering også bruges til at få mere kvalitet for de samme penge. Det gør vi på daginstitutionsområdet, hvor vi laver en omvendt udlicitering. Vi fortæller, hvor mange penge, der er til rådighed, og så spørger vi, hvor meget kvalitet vi kan få for pengene. Det samme kunne man gøre på ældreområdet. Lige nu er der debat om maden på plejehjemmene. Hvorfor udliciterer vi ikke hele madordningen? Hvem vil hellere spise på en offentlig institution så som fængsler og hospitaler frem for på en privat restaurant? Jeg vil ikke. Det er altså ikke en kommunal kernekompetence at lave mad.

Er de privat-selvejende plejehjem bedre til at inddrage frivillige, så der er overskud til at lave noget ekstra for beboerne – som f.eks. at tage på rejser, tage på udflugt eller holde fredagsbar. Det kunne også tænkes ind ved fremtidige udliciteringer – så fokus også bliver på bedre kvalitet frem for kun på økonomi.

Pin It on Pinterest

Share This