Budgetbehandling 7 okt 2013

Natten mellem mandag og tirsdag klokken lidt i fem blev der vedtaget et budget for Frederiksberg Kommune. Det blev et såkaldt kludetæppeforlig med skiftende flertal. Flere vigtige ting kom ikke igennem, fordi flertallet ikke var på plads på forhånd, og flere små sager skygger for de store sejre i budgettet.

I dag er en af de store historier i pressen således, at borgmesteren fik taget sin borgmesterbil af et flertal sammensat af de socialistiske partier og Liberal Alliance. Dagens vigtige historie fra Frederiksberg burde have været, at vi vedtog en historisk stor skattelettelse.

Selv samme skattelettelse er i øvrigt kommet til at stå i skyggen af det faktum, at De Konservative ikke vil sænke grundskyldspromillen, som i disse år eksploderer og truer med at sætte folk fra hus og hjem. Det vil de ikke på trods af, at der kunne være lavet flertal sammen med Venstre og LA. I den sag ligger De Konservatives vilje i De Radikales lommer – et parti, der har nogenlunde samme forhold til en sænkning af grundskyldspromillen, som en ortodoks muslim har til svinekoteletter.

Du kan læse Venstres ordførers tale i sin fulde længde her – og læse, hvad han mener om radikal budding, SF’s brudte løfter og borgmesterens alternative måde at regne på.

Pin It on Pinterest

Share This